Når livet slår små og store kolbøtter...
- Annette Bukhave Frydenlund
- 1. jan. 2024
- 3 min læsning
Fredag d. 1/12 brækkede jeg håndleddet på min højre hånd på en gåtur med vores hunde. Jeg faldt på en glat vej i sneen - og bum så lå jeg der...

Fredag d. 1/12 brækkede jeg håndleddet på min højre hånd på en gåtur med vores hunde. Jeg faldt på en glat vej i sneen - og bum så lå jeg der.
Det resulterede selvfølgelig i et besøg på skadestuen og en arm i gips i 6 uger, samt en lige så lang sygemelding.
Lige pludselig bliver tiden på en måde sat i stå - i hvert fald bliver din hverdag sat i stå i en længere periode. - Det har givet mig en masse stof til eftertanke...
Når der sker sådan et uheld som dette, kan du vælge at blive sur, ærgerlig, irriteret - måske endda trist og bekymret. Jeg skriver "vælge", fordi vi rent faktisk har et valg omkring, hvordan vi vil reagere - og hvad vi vil bruge oplevelsen til. Jo mere bevidste vi er om dette, jo mere konstruktivt kan vi bruge de oplevelser og erfaringer vi gør os. Jeg tror på, at der er noget "højere" end os, der indimellem styrer tingenes gang for os. Jeg tror på, at vi får de oplevelser vi har allermest brug for, for at lære og erfare det, der nu er meningen vi skal lære. - Det kan være små og store ting. Man kan kalde mig spirituelt funderet. Det giver mening for mig at tro på, at de oplevelser vi får, de mennesker vi møder i vores liv etc. - ikke er tilfældige. Om du har det på samme måde, er ikke så afgørende, for kernen i det jeg har på hjerte her er, at vi alle sammen kan lære af det vi oplever i vores liv af småt og stort. - Vi skal bare lære at blive bevidste om det. På den måde kan vi bruge de "trælse" oplevelser som vigtige læreprocesser og invitationer til at kigge indad, lære os selv og vores inderste bedre at kende, skabe en tættere kontakt til vores inderste.
Svend Trier, der er meditationslærer taler i sin bog: "Vær dit eget lys" - om at "finde juvelen i krisen". Det er et meget godt udtryk for det værdifulde, der kan gemme sig i forskellige svære perioder af vores liv.
Så - i virkeligheden kan sådan en oplevelse som mit brækkede håndled blive et springbræt til noget "nyt". - I hvert fald bruger jeg denne tid til at reflektere over, hvad præcis det er, at jeg kan lære af denne oplevelse, og hvordan jeg kan bruge det konstruktivt.
“Svend Trier, der er meditationslærer taler i sin bog: "Vær dit eget lys" - om at "finde juvelen i krisen". Det er et meget godt udtryk for det, der kan gemme sig i forskellige svære perioder af vores liv. ”
I starten af januar får jeg gipsen af igen - og det bliver en glædens dag. - Der har været utallige ting i løbet af de sidste 5 uger, hvor jeg har måtte kapitulere og læne mig tilbage i sofaen - trække vejret en ekstra gang og acceptere, at jeg ikke kunne lave yoga som jeg plejer, at jeg ikke kunne lufte begge hunde samtidig, at jeg lignede jeg ved ikke hvad, fordi alt toilette skulle ordnes med venstre osv.. - MEN det er sundt at prøve, for på samme tid som jeg har været mega irriteret over ovenstående, har jeg netop også tænkt - Kære Annette, der er mennesker i verden som som ville være "lykkelige" for at have SÅ SMÅ problemer.... "ACCEPT AF TINGENES TILSTAND" er en hjørnesten i mindfulness - og det er den hurtigste vej til at få det bedre - fordi de negative tanker slipper og giver plads til de positive.
Jeg glæder mig til et nyt spændende år med masser af yoga og meditation - masser af spændende dejlige mennesker, der kommer for at deltage og styrke sig selv både fysisk og mentalt. - OG - så glæder jeg mig til at søsætte mit nye tiltag med ONLINE LIVE DROP IN SESSIONER hver mandag fra februar måned, MONDAY UNWIND.
Har du lyst til at være med - eller deltage på et af mine fysiske hold her i Føns, er du meget velkommen . Jeg vil glæde mig til at møde dig. MONDAY UNWIND kan bookes fra sidst i januar.
Med kærlig hilsen
Annette

Comments